Webshop
 
 
 
 

Lotte Schou og Susanne Ørnstrøm

206 sider

A-niveau

ISBN 978-87-7970-120-5

Danmark i verden

DKK
246,00
DKK
139,00
 
Beskrivelse
 
Anmeldelser

Danmark i verden beskriver de centrale udviklingslinier i Danmarkshistorien med løbende udblik til verdenshistorien og med fokus på samspillet mellem menneske, natur, samfund og forestillingsverden.

Målet er at give eleverne viden og indsigt, så de bliver i stand til at reflektere over, hvad der bestemmer den historiske udvikling. 

Bogen vil forsøge at pirre elevernes nysgerrighed, at få dem til at undre sig, så også deres egen forestillingsverden bliver udfordret og nutiden ses i et andet perspektiv. Der vil derfor være spørgsmål, som ikke nødvendigvis bliver besvaret, og der vil være konklusioner, der tvinger eleven til at reflektere over synsvinkler og valg af fokus. Hermed trænes eleverne i arbejdet med at lave selvstændige problemformuleringer.

Hvert kapitel afsluttes med en diskussion af fremstillingens eget fokus holdt op mod andre udlægninger af perioden. Dette afsnit kan bruges som afsæt for arbejde med historiesyn og historieformidling, og bogens tekst kan derfor i uddrag indgå som synspunktsmateriale til eksamen.

 

Glimrende ny danmarkshistorie

Schou og Ørnstrøms nye danmarkshistorie er uden sidestykke én af de bedste undervisningsbøger, jeg har haft fingrene i.

De to forfattere har lært kunsten at formidle og når derfor gennem mere end 2.000 års danmarkshistorie på 200 sider. Det er velskrevet og interessant formidling inddelt i passende afsnit, så det virker overskueligt for eleven. Inddelingen i perioder er fornuftig, og de enkelte afsnit er opbygget logisk uden dog at være skematiske. Forfatterne har generelt en spørgende tilgang til begivenhederne, som eleverne vil finde naturlig, og som fremkalder en undren, eleverne kan bygge videre på.

Billed-, tabel- og kortmaterialet i udgivelsen er glimrende. Det medvirker for det første til, at udgivelsen helt naturligt er indbydende. For det andet er samtlige illustrationer indtænkt i en sammenhæng med stoffet, så det enten kan supplere eller perspektivere de enkelte afsnit. Det gælder både valgplakater, satiretegninger og malerier. Kortmaterialet er nytegnet og viser for eksempel bykort over Lübeck i 1300-tallet eller handelsruter rundt omkring i Europa efter opdagelserne. Det tyvende århundrede er generelt illustreret med et stort tabelmateriale, som fint kan anvendes til perspektivering, for eksempel over uddannelsesniveauet fra 1945 til 2005.

Et stille ønske til forfatterne kunne være fokusspørgsmål efter hvert kapitel. Det kan hjælpe de fleste elever at kunne forholde sig til dem løbende og er samtidig et fint udgangspunkt for indledningen på timen. Derudover indeholder udgivelsen intet kildemateriale bortset fra enkelte fine citater fra andre historikere, hvilket naturligvis er et bevidst valg. Jeg kan alligevel ikke lade være at tænke på, at de to forfattere må ligge inde med en guldgrube af relevante kilder, som kunne supplere dem, vi har på hylderne i forvejen.

Det får mig dog ikke til at miste opfattelsen af, at Danmark i verden er en udgivelse, eleverne fortjener at blive undervist efter.

Indkøbskurv
Ingen produkter...
Privat:
DKK
0,00
 
Skole:
DKK
0,00
 
 
 
 
 
Forlaget ColumbusØsterbrogade 54 C2100 København ØTlf. 3542 0051Fax 3542 0521E-mail: info@forlagetcolumbus.dk