Webshop
 

Fondsstøtte fra Forlaget Columbus fond

Støtte til forfattere
Af det ovennævnte følger at vi er indstillet på at yde støtte til forfattere, der søger orlov til at skrive bøger om samfundsfaglige emner. Det være sig egentlige lærebøger til undervisningen i gymnasiet eller HF eller bøger med et bredere sigte, dvs. bøger som ikke primært er skrevet med henblik på denne eller anden undervisning, men som kan anvendes hertil.

Vi har ikke på forhånd lagt os fast på, at forfattere, der søger orlov med støtte fra fonden skal være gymnasie- eller enkeltfagslærere.

Forfattere med en anden beskæftigelsesmæssig eller/og uddannelsesmæssig baggrund end den "traditionelle" samfundfagslærers vil også kunne opnå støtte fra fonden.
De betingelser vi fra fondsbestyrelsen ønsker opfyldt for at yde støtte til forfattere, der søger orlov fremgår af følgende 6 punkter:

1. Tildeling af støtte kan ske udfra en vurdering af følgende materiale, der skal foreligge som bilag til ansøgningen: a. en synopsis, der detaljeret redegør for udgivelsen, og b. et delprodukt, f.eks. et førsteudkast til et manuskript eller dele heraf, undersøgelsesresultater eller andet indsamlet materiale, der kan skabe et rimeligt sikkert grundlag for at orlovsperioden vil resultere i et produkt.
2. Der kan ydes støtte til en orlovsperiode fra 1 til 6 måneder.
3. Den udbetalte støtte kan normalt udgøre op til 50% af den indtægtsnedgang, orloven indebærer.
4. Støttebeløbet pr. måned kan normalt ikke overstige et af fondsbestyrelsen fastsat maximumbeløb.
5. Den, der oppebærer støtte i henhold til denne aftale må ikke i støtteperioden påtage sig andet eksternt lønnet arbejde, end hvad der følger af hans/hendes ansættelse i hovedstillingen.
6. I forbindelse med støtteaftalen skal der skrives kontrakt på den forventede udgivelse.

Udover støtte til orlov kan fonden yde støtte til kortere studieophold som anses for nødvendige med henblik på udarbejdelse af bøger og undervisningsmateriale til brug for samfundsfagsundervisningen i ungdoms- og voksenuddannelserne.

Støtte til pædagogisk udviklingsarbejde
Støtte af fondens midler hertil er det vanskeligt at opstille helt præcise retningslinier for, men muligheder og kriterier for støtte kan sammenfattes i disse tre punkter:

1. Der ydes tilskud til udarbejdelse og offentliggørelse af pædagogisk udviklingsmateriale, rapporter eller mindre samfundsfaglige publikationer, der ikke er egnet til udgivelse på kommercielle vilkår. Tilskud til studieophold i tilknytning til disse aktiviteter kan også være en mulighed.
2. Der kan ydes tilskud til forskningsprojekter og forsøgsvirksomhed indenfor det pædagogiske område. På grund af fondens begrænsede midler må vi til dette punkt understrege, at fondsbestyrelsen som hovedregel for sin støttevirksomhed kun kan medvirke til finansiering af forsknings- og forsøgsprojekter sammen med andre støttekanaler. Kun i ganske særlige tilfælde vil fonden kunne støtte den fulde finansiering af disse større forskningsprojekter og forsøg.
3. Der kan ydes tilskud til afholdelse af konferencer om samfundsfaglige, arbejdsmæssige og pædagogiske spørgsmål. Som under pkt. 1 vil der her kunne ydes et engangsbeløb til dækning af udgifter til indledere, foredragsholdere, materialer, o.l.


Hvordan søger man støtte fra fonden?
Tildeling af økonomisk støtte fra Forlaget Columbus Fond kan kun ske på grundlag af skriftlig ansøgning. En sådan bør indeholde:

- en beskrivelse af projektets formål og målgruppe,
- en beskrivelse af indholdet eller planen for projektet, samt
- et budget med angivelse af, hvad der ønskes økonomisk støtte til.

Fondsbestyrelsen holder 3 møder årligt: I januar, april og september.

 
 
 
Forlaget ColumbusØsterbrogade 54 C2100 København ØTlf. 3542 0051Fax 3542 0521E-mail: info@forlagetcolumbus.dk